Fisk betyder alt for Grønland. Nu kan en revolution vende op og ned på samfundet, true bygderne og skabe kvotekonger
Avisen Politiken bragte den 8. september en artikel, der gentager FutureArcticLives' advarsler om indførslen af individuelle overførbare kvoter i jollefiskeriet i Grønland.
Her følger et resumé af artiklen Fisk betyder alt for Grønland. Nu kan en revolution vende op og ned på samfundet, true bygderne og skabe kvotekonger, der blev bragt i Politiken den 8. september 2024 af journalist Jacob Svendsen, Ilulissat.
Medlem af FutureArcticLives og samfundsforsker Birger Poppel er lektor emeritus ved Ilisimatusarfik (Grønlands Universitet). Birger bor i Nuuk og har i 40 år fulgt grønlandsk politik. »Loven lægger op til at sikre bæredygtigt fiskeri, og det er naturligvis meget fornuftigt. Men det er svært at komme i tanke om andre beslutninger under Selvstyret, der kan ende med at få lige så vidtrækkende konsekvenser for bosætningsmønstret «, siger Birger Poppel.
Sammen med fem andre eksperter fra universiteterne i København og Aalborg har Poppel i fire kronikker i det grønlandske medie Sermitsiaq advaret imod at se begrebet bæredygtighed ud fra en snæver biologisk synsvinkel (som alle kan findes på www.futurearcticlives.eu under 'News').
»Der er stor risiko for, at den effektivisering i det kystnære fiskeri betyder, at fortjenesten ved Grønlands naturressourcer ender på få hænder og formodentlig ikke i de berørte bosteder«, skriver forskerne.
Og fortsætter: »Et bæredygtigt fiskeri handler ikke alene om at opretholde selve fiskeressourcen, men også om, hvordan fiskeriet indgår i samfundets udvikling. Og et effektivt fiskeri handler ikke kun om at fange fisk effektivt, men om, hvordan det skaber værdi for den enkelte familie, bosted og hele samfundet«.