Del 1: De samfundsmæssige konsekvenser af individuelle omsættelige kvoter (IOK)

Nedenfor kan du læse del 1 af de to kronikker, som i juni blev bragt i den grønlandske avis Sermitsiaq. Du kan også se et interview med Lars (Laasi) Petersen om Fiskerikommissionens anbefalinger. Lars er formand for en lokal fanger- og fiskeriforening i Upernavik. Videoen er optaget den 24 maj, 2023.

---------------------------------------------------------------------------------------------------

Af: Kåre Hendriksen, PhD., lektor på Aalborg Universitet og ekstern lektor Danmarks Tekniske Universitet

Martin Reinhardt Nielsen, PhD, lektor ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet

Rikke Becker Jacobsen, PhD, lektor ved Centre for Blue Governance ved Aalborg Universitet

Birger Poppel, Cand.polit., emeritus ved Ilisimatusarfik

Birgitte Hoffman, PhD, lektor på Aalborg Universitet og ekstern lektor Danmarks Tekniske Universitet

Ulrik Jørgensen, Professor og konsulent 

Fiskeri er af stor betydning for Grønlands fremtidige økonomi og selvstændighed, og hellefisk alene bidrager med mere end en fjerdedel af den samlede eksportindkomst. Trods det er fiskeriet ikke bæredygtigt og truer den fremtidige indtjening og beskæftigelse, hvor der i det vigtige område 47 (Diskobugten samt Uummannaq og Upernavik distrikter) fanges næsten en halv gang mere, end biologisk anbefalet.

Samtidig tvinger det olympiske fiskeri mange jollefiskere ud i starten af en kvoteperiode, af frygt for at kvoten hurtigt opfiskes, selvom vejrforhold eller fangst og fiskeri af andre arter kan gøre det mere oplagt at fiske på et andet tidspunkt i kvoteperioden. Det kan være risikabelt for fiskerne, og det fører til en uregelmæssig indhandling, hvor fabrikkerne i starten af en kvoteperiode har stor indhandling og begrænset eller slet ingen indhandling sidst i kvoteperioden. Derfor er mange fabrikker nødt til at mande op og ned med periodisk arbejdsløshed til følge. Og når kvoten er opfisket, kan der opstå et pres på politikerne for at hæve kvoten, hvorved den biologiske bæredygtighed udfordres yderligere.

Fiskerikommissionen

Fiskerikommissionen blev nedsat af Naalakkersuisut i 2019 for at udarbejde forslag til revision af den samlede fiskerilov. I juni 2021 offentliggjorde Fiskerikommissionen sin betænkning, der vil være grundlaget for det videre lovgivningsarbejde i Inatsisartut. Der er flere centrale spørgsmål i forbindelse med vurdering af Fiskerikommissionens analyser, forudsætninger og anbefalinger. Det gælder ikke mindst forudsætning om, at en jollefisker mindst skal indhale 33 ton hellefisk årligt svarende til ca. 300.000 kr. for at have et ”rentabelt” fiskeri. I denne kronik diskuterer vi denne forudsætning, mens en følgende kronik vil fokusere på Fiskerikommissionens anbefaling af individuelle omsættelige kvoter (IOK) og spørgsmålet, om indførelse af IOK’er virkelig er den bedste metode til at sikre bæredygtighed i hellefiskefiskeriet og hvad det vil betyde for jollefiskerne og samfundet?

Fiskerikommissionen og område 47

Fiskerikommissionen fokuserer på to problemstillinger i forhold til fiskeriet af hellefisk i område 47. Dels at kvoterne ikke sikrer et biologisk bæredygtigt fiskeri, og dels at kommissionen ikke anser jollefiskeriet som økonomisk rentabelt. Som nævnt er der utvivlsomt et behov for at reducere det samlede fisketryk på hellefisk i Nordvestgrønland. Men spørgsmålet er, om jollefiskeriet i sin nuværende form virkelig er så urentabelt, som Fiskerikommissionen vurderer? Og om den eneste og bedste vej til at opnå biologisk og økonomisk bæredygtighed er at reducere antallet af jollefiskere drastisk?

I forbindelse med opdelingen af Grønlands fiskeri i et kystnært og havgående, var ideen, at det havgående fiskeri baseret på trawlere skulle bidrage med størstedelen af Grønlands eksportindkomst, mens det kystnære (indenskærs) fiskeri skulle sikre beskæftigelsen og indkomstgrundlaget for lokalsamfundene og dermed understøtte Grønlands decentrale bosætningsmønster. 

Argumentet for opdelingen har bidraget til en opfattelse af, at det kystnære fiskeri ikke var økonomisk rentabelt og mest havde karakter af et beskæftigelsesprojekt. Men det er langt fra så enkelt. Det kystnære fiskeri stod i 2021 for 65% af hellefiskeeksporten og bidrog med næsten 17% af den samlede eksportindkomst. Og alene jollefiskernes indhandling af hellefisk bidrog med omtrent 11% af den samlede eksportindkomst. Gennem eksport af hellefisk bidrog indbyggere i Uummannaq og Upernavik mere til Grønlands eksport end landsgennemsnittet. Uummannaq og Upernavik er også de to eneste distrikter, hvor fiskeri og fiskeforarbejdning er en større erhvervsgruppe end offentlig forvaltning og service.

Fiskerkommissionens vurdering af rentabelt jollefiskeri

Der er meget stor forskel på, hvor meget den enkelte fisker og specielt jollefiskere indhandler. Ifølge Fiskerikommissionen var indhandlingen for de 977 aktive jollefiskere i område 47 i 2020 fordelt som følger:

• 0 til 5 ton 22%
• 5 til 10 ton 17%
• 10 til 20 ton 28%
• 20 til 30 ton 17%
• Over 30 ton 16%

Fiskerikommissionen vurderer, at en jollefisker mindst skal indhandle 33 ton årligt for at have et rentabelt fiskeri. Det vil give en indkomst på omkring 300.000 kr. og muliggøre, at fiskeren hvert fjerde år kan opspare 400.000 kr. til udskiftningen af jollen og andet udstyr. Det er Fiskerikommissionen anbefaling, at de jollefiskere, der ikke over en kort årrække kommer op på minimum 33 ton, skal ”skubbes ud” af fiskeriet ved at sælge deres kvoter til andre ”mere effektive” jollefiskere. Men aktuelt det er under 15% af jollefiskerne, der når op på en indhandling på 33 ton, og 20% af jollefiskerne havde i 2020 en indhandling under 100.000 kr. 

Tilsyneladende overser Fiskerikommissionen, at en stor del af jollefiskerne i bl.a. Uummannaq og Upernavik distrikter også er fangere, der i større eller mindre grad supplerer eller kombinerer fangst med fiskeri af hellefisk. Der er tale om fangst, som befolkningen på resten af kysten nyder godt af gennem køb af kød, mattaq, fugle mv. Og for de fleste fangerfamilier udgør fangsten en væsentlig del af deres madforbrug, ligesom en stor del sælges lokalt. Fangsten bidrager dermed væsentligt til Grønlands selvforsyning og begrænser således importudgifterne, og uden fangsten ville underskuddet på handelsbalancen vokse. 

Kombinationen af fangst og fiskeri giver stor fleksibilitet for den enkelte, hvor der kan fanges i de perioder, det giver det bedste udbytte, og fiskes i andre. For den enkelte fanger kan der også være stor forskel på indhandlingen fra år til år afhængig af udsving i fangsten på forskellige arter. Eller om der et år opstår behov for ”hurtige kontanter” til f.eks. køb af påhængsmotor eller noget til hjemmet, hvorfor der i en periode fiskes mere. For den enkelte er fleksibiliteten positiv, men den skaber uregelmæssige leverancer til fiskefabrikkerne og giver dermed udfordringer for planlægning og sikring af arbejdspladser. 

Ud over at se på den enkelte personindkomst bør man for jollefiskere og fangere vurdere den samlede husholdningsindkomst. Mange fiskere og fangere har en ægtefælle, der bidrager til husstandsindkomsten gennem erhvervsarbejde. Fangerfamilierne har ofte en arbejdsdeling, hvor manden har ansvaret for størstedelen af familiens fødevareforsyning suppleret med indtægter fra fangst og fiskeri af hellefisk, ligesom en del har indtægter fra turister gennem f.eks. sejlads eller fangstture, mens ægtefællens faste arbejde sikrer et stabilt økonomisk grundlag. Den gennemsnitlige husstandsindkomst for Uummannaq og Upernavik byer ligger på samme niveau som Qaqortoq og dermed højere end flere andre byer. Tilsvarende ligger den gennemsnitlige husstandsindkomst for bygderne i Ilulissat, Uummannaq og Upernavik distrikter over landsgennemsnittet, når de to lufthavnsbygder Kangerlussuaq og Narsarsuaq ikke medregnes.

Der kan også sættes spørgsmålstegn ved, hvor mange fangere/fiskere, der udskifter deres jolle hvert fjerde år – eller har behov for det?

På ovenstående baggrund bør det udfordres, om vurderingen af en minimumsindtægt på 300.000 kr. for rentabelt fiskeri af hellefisk, som Fiskerikommissionen har gjort det, er relevant? Fiskerikommissionen forholder sig nemlig kun til den individuelle fiskers indkomst fra hellefisk-fiskeriet isoleret set. Den overser fiskernes øvrige økonomiske aktiviteter i form af andet fiskerier, fangst og turisme. Og den overser familiens samlede husholdsøkonomi med selvforsyning og flere indkomster. Man fristes til at sige, at fiskerikommissionen kun fokuserer på ”toppen af det isbjerg”, som er den faktiske økonomi i Nordvestgrønland.